Tre plakater af smerte – 50x70cm
€ 72,64 Inkl. moms
Tre uddannelsesmæssige tegneserie plakater i A3-format
- Smerte Fysiologi
- Smerte psykologi
- Fysisk aktivitet som smerte modul
Beskrivelse
De tre plakater vil være en stor hjælp i spejlingsprocessen. De vil gøre dine patienter mere bevidste omkring, hvad smerte er, hvad årsagen til smerte er og hvilke mekanismer, som kan øge eller mindske en smerteoplevelse.
Størrelsen på hver plakat er 50 x 70 cm. De bør indrammes og hænges op på væggen i dit behandlingsrum, venteværelse eller i et gangareal, hvor der ikke sker for meget. Her kan patienten i ro og mag nu kigge på de billeder, der er på plakaterne. Målet er ikke, at terapeuten skal forklare informationen på plakaten men hellere stille følgende spørgsmål: ”Hvad synes du om den information, der er på denne plakat?” eller ”hvad ser du i billederne på denne plakat og hvad betyder det for dig?”. Nu kan der ske det, at patienten genkender sig selv i billederne og automatisk begynder at snakke om, hvad han/hun ser. En anden patient ser måske på billedet, nikker og siger ingenting. Det er også helt OK! Du skal ikke presse patienten til at begynde at snakke om, hvad han/hun ser. Det handler om at starte en proces uden, at patienten ikke føler sig stigmatiseret. Så denne proces kan se meget forskellig ud fra patient til patient. Med plakaterne på væggene signalerer du, at denne information findes her på din arbejdsplads. Hvis patienten ønsker at snakke om det han/hun ser på billederne, så er han/hun hjertelig velkommen til at gøre det. Det er som sagt vigtigt ikke at presse patienten til noget og ikke skabe angst og uro omkring forskellige psykologiske faktorer knyttet til smerteoplevelsen. På en god måde skal du forsigtigt vise patienten, at den information, som findes på plakaterne, er vigtig og kan være til hjælp i behandlingen. Det er bedre for dig at vejlede end at forklare.
Fysisk aktivtet som smertebehandling
Du skal som udgangspunkt ikke forklare plakaten for patienten. I stedet beder du patienten om følgende: ”Hvilke tanker gør du dig, når du ser billederne på plakaten”? Patienten er formentligt bekendt med, at endorfiner frigøres ved fysisk aktivitet gennem en øget produktion af kroppens egne morfinlignende stoffer – de endogene opiater. Men du skal forklare, at det er vigtigt med en korrekt dosering af træning, som vil modulere smerteoplevelsen gennem en hæmning af nociceptivt input. Den fysiske aktivitet har en antinociceptiv effekt. Den antinociceptive effekt gør, at patienten tolererer en øget belastning. Nervesystemet vil herved reagere på en normal måde på de daglige belastninger, hvilket indikerer, at en doseret fysisk aktivitet har en antiallodynisk effekt. Når du er sammen med patienten i smertemoduleringsrummet, kan du videreudvikle din kommunikation. Når patienten for eksempelvis cykler, er dette et perfekt tidspunkt til at forklare, hvad der sker; ”Når du sidder her og cykler, går der nerveimpulser fra anklerne, knæene, hofterne, læg-, og lårmuskulaturen til rygmarvens baghorn. Disse nerveimpulser aktiverer en kemisk reaktion i rygmarvens baghorn sådan, at nerveimpulser fra nociceptive receptorer hæmmes i at nå op til din patientens bevidsthed. Samtidig aktiverer de arbejdende muskler et område i hjernen som hedder hypofysen. I hypofysen aktiveres en mængde nerveceller, som producerer endorfiner, som transporteres ud i cirkulationen og fæstner sig til nerveceller i hjernen og andre dele af centralnervesystemet. Nu aktiveres det nedadgående smertehæmmende system, som forstærker smertehæmningen i rygmarvens baghorn”. Smertelindring handler om kortikal og spinal kontrol af det nociceptivt input.
Smertens fysiologi
Forklar ikke plakaten for patienten. I stedet kan du bede patienten om følgende: ”Hvilke tanker gør du dig, når du ser på de forskellige billeder på plakaten?”. Patienten kommer til at genkende de røde djævle og smerteorkestret, som spiller smertetonerne. Det er dog svært at forstå, at vi ikke har smertereceptorer men nociceptorer. Nociceptorer (mekaniske, termiske og kemiske) er designet til at opdage vævsskader og har høje tærskler for aktivering. Det betyder, at der skal en vis mængde stimuli til for at aktivere de nociceptive receptorer. Over tid, og specielt ved langvarige smerter, sænkes nociceptorernes tærskelniveau således, at et normal stimuli, som ikke skal give smerte, opleves som smertefuldt. Dette kaldes for allodyni.
Der kan sættes et lighedstegn mellem smerte og stres, da det aktiverer ”hypothalamus – hypofysen – binyre – aksen” (HPA-aksen), som øger niveauet af stresshormoner i kroppen. Hvis en sådan stressituation fortsætter, kan det føre til en ubalance i HPA-aksen i det hormonelle system, hvilket vil betyde, at det nedadgående smertehæmmende system bliver dysfunktionelt. Det gør at normale belastninger som forskellige former for træning tolkes af hjernen som fare og man oplever smerte – belastningsallodyni. Det er heller ikke unormalt, at langvarig smerte og stres fører til en ændring af ens personlighed.
Det er en meget almindelig opfattelse, at vi har smertereceptorer, som sender smerteimpulser til hjernen. Dette er ikke korrekt. Vi har ingen smertereceptorer, vi har nociceptorer. Nociceptorer har høje tærskler for depolarisering og er først og fremmest designet til at opdage vævsskade. Når nerveimpulser fra nociceptorer og når selve situationen tolkes i hjernen som fare, kommer du til at opleve smerte. Derfor er smerte et OUTPUT. Mest interessant af alt er det, at forskningen viser, at vore tanker og følelser er tæt knyttet til vores smerteoplevelse. Tanker og følelser modulerer smerteoplevelsen. Psykologiske faktorer kan enten øge/aktivere eller mindske/hæmme nociceptivt input. Tanker og følelser styrer forskellige fysiologiske processer, som påvirker vores sundhed.
Smerten psykologi
Dette er måske den vigtigste plakat af de tre plakater. Ud fra en grov vurdering vil 70-90 procent af patienterne opleve, at denne plakat er den mest interessant. Måske fordi patienterne genkender sig selv i mange af billederne, hvilket igangsætter en masse følelser? Her er det igen vigtigt at du ikke forklarer plakaten for patienten. I stedet bør du spørge: ”hvad synes du om billederne på plakaten?” eller ”hvad ser du?”. Mange patienter genkender sig selv i billederne og åbner sig i forhold til det, han/hun ser. Derimod, hvis du som terapeut forsøger at forklare billederne for patienten, vil der altid være en risiko for, at patienten føler sig stigmatiseret og tolker det, du forklarer som negativt. Nemlig at smerten sidder i hovedet og, at det bare er psykisk. Når patienten selv begynder at forklare, hvad han/hun ser i billederne, kan du stille åbne spørgsmål eller give svar på konkrete spørgsmål, som patienten stiller. Patienten begynder nu en rejse, som giver en bedre forståelse af, hvordan forskellige psykologiske faktorer, tanker og følelser styrer patientens smerteoplevelse. Det er altså bedre, at patienten selv opdager alt dette og terapeuten vejleder i stedet for at forklare.
